Fredfyldt, grøn og fuld af lys. Barcelona er en cykelby, der er bygget til at folk kan nyde livet fuldt ud, lige fra de overraskende stille kroge til storbyens brøl i en af Europas mest tætbefolkede byer.

I den catalonske hovedstad er cykling lig med livskvalitet. I 2015 lancerede bystyret “Cykelstrategi for Barcelona,” et initiativ, der skal fremme cykling som den primære transportform i byen. Byens borgere arbejder sammen med myndighederne om at lave mere plads til at cykle og nyde byen sikkert i støjsvage og trafikfattige zoner. Det er en fælles indsats for at skabe et sundt miljø at leve i, der gør Barcelona til sådan et fantastisk sted at besøge.

Liv Montuori har boet i Barcelona i næsten 5 år. Hun driver Livablestudio.com, hvor hun arbejder sammen med virksomheder om at udvikle bæredygtige metoder inden for mode og tekstiler. Den erfarne storbycyklist Liv deler her sine tanker om Barcelona som cykelby og sin unikke viden om, hvordan man kan nyde metropolen fuldt ud.

Barcelona – Cykling i storbyen

Barcelona – en by forbundet med naturen

“Jeg har boet i fire forskellige lande, og jeg har altid haft min cykel med mig. I vores moderne, travle liv har vi en tendens til at miste forbindelsen til naturen og dens kraft. Når jeg cykler, kan jeg hente inspiration fra storbyens liv og samtidig komme i kontakt med naturen.

“Barcelona er en by baseret på mennesker. Arkitekturen gør det muligt for sollyset at komme ind mellem bygningerne og oplyse gaderne. Overalt er der cykelstier, plads til at børnene kan lege og stille steder, hvor man kan sidde i skyggen. Hvis jeg har et møde i den anden ende af byen, ved jeg, at jeg kan cykle til det uden fare og nyde turen undervejs.”

Barcelonas karakterfulde, gamle bydel er et virvar af smalle gader. Men resten af byen er i store træk designet i et gittermønster. Dette system har givet mulighed for at skabe superblokke, hvor ni blokke tilsammen udgør små kvarterer med begrænset trafik, hvor der er plads til at mødes, gå, cykle og lege.

Ikke alle de byer, Liv har boet i, er så cykelvenlige: “Jeg har boet i London og i Nürnberg. I Nürnberg var det mest frustrerende, at jeg ikke kunne cykle på arbejde. For at komme ud af byen skulle man køre i bil eller tage en bus. Der var smukke cykelture, som jeg kunne tage på i weekenderne, men jeg kunne ikke gøre cykling til en del af min hverdag.”

Barcelonas satsning som cykelby fik ekstra fart med indførelsen af særlige cykelstier under pandemien. I vores rapport State of the Nation 2022 om brugen af elcykler sagde 51% af indbyggerne i det nordøstlige Spanien, at cykelinfrastrukturen var blevet forbedret det seneste år.

Barcelona – Cykling i storbyen

Gode steder at cykle i Barcelona

Liv har mange yndlingssteder i byen, som hun cykler til, inkl. den nærliggende nationalpark Serra de Collserola. “Jeg bruger min cykel til at køre på kryds og tværs gennem byen, men jeg kan også tage ud til vandet og finde ro, hvis jeg føler trang til det. I Barcelona er der cykelsti lige ved havet, og der er ingen trafik.

“Jeg elsker at tage op over byen, ind i Collserola. Der har man udsigt over byen og havet, men er omgivet af træer. Der er vinmarker og små steder, hvor man kan spise frokost. Det er ikke langt fra byen, men det er op ad bakke. Jeg bruger min elcykel, men man kan også tage kabelbanen op til toppen. Det er sådan et privilegium at bo i en pulserende storby og alligevel kunne cykle ud i naturen.

“Et andet sted, jeg er glad for, er Gracia – som er sin egen lille landsby i byen. Det er en fredelig forstad med masser af gågader, der har et tidløst udseende og en tidløs følelse. Jeg besøger de små, familieejede forretninger og lokale producenter med lokale produkter, der ikke har så meget plastikemballage. Det er vigtigt for mig at støtte virksomheder med de samme værdier. Når man spiser maden, ved man, hvor den er kommet fra, man har mødt de mennesker, der har lavet den, og den smager så godt!”

Barcelona – Cykling i storbyen

Fremtiden for cykling i Barcelona

Barcelona er naturligvis ikke perfekt, og der findes stadig tiltag, der kan gøre det mere behageligt og tilgængeligt at cykle der. People for Bikes City Ratings placerer Barcelona på 19. pladsen ud af 1236 byer verden over og på 11. pladsen ud af 143 storbyer.

Liv har nogle idéer: “Barcelona er utrolig cykelvenlig, men et stort problem er frygten for at få sin cykel stjålet. Hvis man vil ud at spise eller mødes med venner, kan det være et problem. Bystyret forsøger at tilbyde flere sikre parkeringspladser til cykler, men vi er ikke helt i mål endnu.”

Et andet potentielt udviklingsområde er sammenkobling af transportnettet. “En ting, der mangler i Barcelona – ligesom i de fleste byer i Europa – er, at man kan have sin cykel med i busserne. Det kan man godt i toget og metroen. Men at tage cyklen med i bussen ville gøre længere ture mere tilgængelige for et større publikum.”

Barcelona – Cykling i storbyen

Del denne artikel

Relaterede historier

Historier
Hvad europæerne virkelig mener om brugen af e-bikes
Historier
Hvad ville der sker, hvis alle cyklede?